Projektet tager afsæt i de strukturelle barrierer, der begrænser danske frugt-og grøntproducenters adgang til det offentlige marked, og undersøger, hvordan det offentlige indkøb og måltider kan bruges som løftestang for øget efterspørgsel efter danske, økologiske råvarer i sæson.
Formålet er at øge efterspørgslen ved at udvikle, teste og skalere nye udbuds- og indkøbskoncepter i offentlige køkkener fx faste leverancer af overskudsproduktion, koncepter hvor der aftages en forudbestemt mængde af produktionen eller alternative logistik løsninger som “food hubs”. Gennem tæt samarbejde på tværs af værdikæden udvikles løsninger og nye samarbejdsmodeller, der kobler offentlige køkkeners efterspørgsel med danske producenters kapacitet. Koncepterne udvikles i samskabelse gennem dialog og udviklingsworkshops på tværs af værdikæden med involvering af producenter, grossister, forskere, udbudsjurister, kommuner og SKI, som testes i udvalgte offentlige køkkener. Løsningerne forankres i offentlige fødevareudbud gennem samfundsøkonomisk analyse, vidensdeling og policy briefs med henblik på national forankring og på den måde bidrage til fødevaresystemiske forandringer og mere robuste værdikæder.

