Projektet har til formål at videreudvikle og styrke indholdsuniverset på www.greenforknetwork.dk samt markant øge kendskabet til platformen og dens undervisningstilbud.
Gennem udvikling af inspirerende og praksisnært indhold vil projektet fortsat understøtte professionelle køkkener i omstillingen til flere plantebaserede måltider. Samtidig undervises køkkenpersonalet i Aarhus kommune ved fysiske workshops. Indholdet vil bestå af opskrifter, videoopskrifter, faglige artikler og webinarer, der kombinerer konkret anvendelighed med baggrundsviden. Fokus er på løsninger, der fungerer i virkelighedens køkkener. Materialet skal derfor ikke kun inspirere, men også gøre det lettere at handle og implementere. Sideløbende vil vi besøge og undervise endnu flere køkkener i Aarhus Kommune. Der vil desuden blive arbejdet med muligheden for at udbrede Green Fork Network til nye målgrupper og endnu flere kommunale køkkener. Dette indebærer en undersøgelse af potentialet for at nå ud over Aarhus kommunale køkkener og ind i andre typer storkøkkener og madordninger, hvor behovet for inspiration og kompetenceudvikling inden for plantebaseret madlavning er tilsvarende stort.

