Quinoa er af FAO vurderet til at være en vigtig fremtidig afgrøde på grund af frøenes unikke næringsværdi og plantens robusthed over for tørke, salt, mager jord og temperatursvingninger.
Projektets mål er at støtte den plantebaserede dagsorden ved at forbedre quinoa, som stadig har lavt udbytte, men et stort potentiale. Krydsningsafkom af quinoa viser bedre vækst, biomasse og sygdomsresistens end forældrene. Vi vil udvikle et simpelt og billigt system, der gør det muligt at drage fordel af sådanne hybriders livskraft. Krydsningsforsøg med quinoa er vanskelige, da planten primært selvbestøver og har meget små blomster, men vi foreslår, at ved hjælp af en ny protogyn linje vil vi kunne udføre krydsninger i stor skala. Projektet vil føre til et dyrkningssystem for quinoahybrider med højt udbytte og kvalitet, velegnet til Nordeuropa og som fuldkorn. Det vil gavne landmænd og give adgang til nye plantebaserede produkter samt viden om forbedringsmuligheder. Projektets partnere har alle mange års erfaring med quinoa.

